Til middag i Det Blå Hus

Bjørn Wiinblad elskede selskaber, og når han var hjemme i Det Blå Hus, holdt han middagsselskab de fleste aftener. Hjemme i Lyngby var det små intime selskaber, og gæsterne var en blanding af kendte kunstnere, forretningsfolk, nære venner og familien.

Eva og Rene Schultz, naboerne, blev regnet som familie. Og de har været med til mange selskaber og mødt mange prominente personer.  Men det var altid hyggeligt, og der blev ikke gjort forskel på gæsterne. 

Tante Inger

Inger Wiggers og hendes kokke lavede mad til Bjørns selskaber. Bjørn kaldte hende “tante Inger”, og hun havde et ret bramfrit forhold til ham. Hun lagde aldrig fingrene imellem, og det kunne Bjørn godt lide.

“Han kom over til min mor, når han havde været i udlandet og fået noget særligt lækkert. Så skulle hun prøve at lave det til ham,” husker Putten Wiggers, der er tante Ingers datter. Putten kom som helt ung pige med over til Det Blå Hus og anrettede maden sammen med blandt andre Kokken René Olsen.

“Vi oplevede mange sjove og spændende ting og serverede for kongelige, kendisser og kendte inden for ballet, teater og musik. Arnold Schwarzenegger kunne dukke op en aften, og næste aften kom Lise Nørgaard og den amerikanske præsident.”

Perfektionistisk ned i mindste detalje

Både Putten og kokken René Olsen er enige om, at de er blevet inspireret af Bjørn Wiinblad og hans perfektionistiske tilgang og overdådighed, også når det handlede om middagsselskaber.

Réne Olsen var Bjørns favorit kok. ”Jeg tror mest det skyldes at jeg var så høj at jeg kunne tænde sterinlysene uden at stå på en stol, siger han og fortsætter: 

"Der blev ikke sparet på noget. Det var ekstravagant med russisk kaviar, champagne og blomster i spandevis. Kaffen blev serveret i forgyldte guldkander, men at de så ikke måtte smide kaffen ud, var en helt anden ting."

Når gæsterne var gået hjem, trak Bjørn i arbejdstøjet, og så arbejdede han det meste af natten, mens han drak den kaffe, der var tilovers. En gang imellem varmede han den op, ellers drak han den kold.

“Bjørn hilste altid på os, og han kom som regel også ud og snakkede og hyggede med os, men han kunne også blive gal. Jeg husker, at han kasserede en forret, jeg havde anrettet, fordi det ikke lå helt rigtigt på tallerkenen. Der var malet nogle palmer på tallerkenen, og forretten var en carpaccio med nogle oliven, og de der oliven skulle placeres et helt bestemt sted ved det samme blad på alle tallerkener. Så det var en ommer,” husker René Olsen.

“I dag kan jeg godt se, at han havde ret, men dengang synes jeg nok, at det var lidt for meget. Men jeg tog hans perfektionistiske tilgang til mig og praktiserer det selv i mit job som restaurantchef. Det gør bestemt en forskel,” understreger kokken.