Først pligt, siden lyst

Bjørn Wiinblad og hans søster Ulla gik på Frk. Adlers fællesskole. Frk. Hanna Adler var søster til Niels Bohrs mor, Ellen Adler Bohr (de var af en velhavende jødisk familie, prominent i danske bank- og parlamentariske cirkler), og Niels Bohrs børn gik da også på skolen. Det var en moderne pædagogisk anerkendt skole. Bjørn Wiinblad var stolt over, at han havde lært at tale engelsk allerede i 2. klasse – det gjorde man ikke på andre skoler.

Hanna Adler oprettede i 1893, netop hjemvendt fra en studierejse til Amerika, den første skole, hvor piger og drenge blev undervist sammen. Hun havde studeret en række Ny-England-stater, inklusiv nogle “negerskoler”, og hun konkluderede: Alle Beretninger viser, at Pigernes fysiologiske Ejendommeligheder ikke hindrer dem i at arbejde som Drengene.”

På morgenhilsen med majestæten

Bjørn og hans søster mødte undertiden kongen ridende på sin hest, når de var på vej ind til skolen ved Sortedam Dossering. Kongens hest var opstaldet på den gamle Østerbro Kaserne.

Bjørn fortalte med stor glæde og stolthed om mødet med den gamle konge. Det var som regel ved Trianglen, Bjørn og Ulla mødte kongen. De bukkede pænt for ham, og han spurgte: “Børn, er I på vej i skole? Har I nu husket at lave jeres lektier, børn?”  Og så nikkede de og svarede: Ja, Hr. Konge!

Der er ingen tvivl om, at Bjørn Wiinblad var en tro royalist, og senere fik han tætte relationer til især Dronning Ingrid. Når han lavede sine årlige påskeæg, fik hun altid det første eksemplar.

Først typograf …

I Bjørn Wiinblads familie var der tradition for, at man blev uddannet typograf. Selvom Bjørn havde en kunstner i maven, forlangte hans strenge og fornuftige far, at Bjørn skulle tage en fornuftig uddannelse. Derfor kom han i typograflære på et trykkeri 1935 og på Teknisk Skole, selvom han hellere ville være grafiker. Han gennemførte, og den 9. april 1940 fik han sit svendebrev, men i stedet for at holde svendegilde som planlagt, måtte han gå og hænge mørklægningsgardiner op. Danmark var blevet besat af tyskerne.

I 1940-1943 gik han på Det Kongelige Danske Kunstakademi under professor Aksel Jørgensen, der også havde Asger Jorn og Ib Sprang Olsen som elever. Bjørn Wiinblad arbejdede derefter en tid som bladtegner bl.a. ved Nationaltidende og som illustrator især af børnebøger.

Og så kunstner …

Bjørn fattede imidlertid interesse for keramik og søgte uddannelse i keramisk teknik på Lars Sybergs værksted i Taastrup. I 1946 blev han på initiativ af Jacob E. Bang knyttet til Nymølle fajancefabrik, hvor han udførte dekorative pennetegninger, som med kobbertryksteknik blev overført på skåle, fade, vaser, fliser osv. Wiinblad viste her straks sin evne til at udfylde en afgrænset flade og dekorere på en uhøjtidelig men samtidig kunstnerisk tilfredsstillende måde. Multikunstneren Bjørn Wiinblad havde fundet sin vej …

Kilde: Familien (nevøen Michael Buchwald) og div.